Get Adobe Flash player

Udslusning

Udslusningsstrategier:

Randers Produktionshøjskole har et bredt sammensat tilbud med aktiviteter indenfor
følgende værkstedsfag: Køkken, radio/video, musik, tekstil, design, multimedie, skov/
natur, pedel/service, pædagogik/omsorg, auto, metal, træ og adventure. Mangfoldigheden
i værkstedsfagene sikrer motivation og engagement hos elever med forskellige interesser
og øger dermed den enkelte elevs udviklingsmuligheder.

Derudover har skolen et erhvervsskoleværksted, som tilbyder undervisning i dele af
de erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelsers grundforløb. Tilbuddet er
modulopbygget, så eleverne kan afprøve forskellige faglige retninger og dermed opnå
større afklaring før valg af uddannelse.

På alle værksteder og i skolens fællesaktiviteter arbejdes der strategisk med at udvikle
kompetencer, som rækker ud over det enkelte fag, således at eleverne rustes bredt til at
deltage i uddannelse, job og samfundsliv.

En stor del af vejledningsansvaret er uddelegeret til værkstedslærerne, idet
vejledning af såvel faglig, personlig og social karakter hænger snævert sammen med
undervisningssituationerne.

Undervisning og vejledning tager udgangspunkt i den enkelte elevs stærke sider og
planlægges individuelt indenfor skolens rammer.

Med henblik på at styrke den enkelte elevs fokus på eget udviklingsforløb på skolen
anvender værkstederne kontinuerligt værktøjer til realkompetenceafklaring i
vejledningsarbejdet.

RKA værktøjerne giver elev og lærer et klart billede på elevens kompetencer og hermed et
solidt grundlag for læring på værkstedet.
RKA værktøjerne kan ses på www.realkomp.dk.

Elevens mål for produktionsskoleopholdet og for tiden efterfølgende noteres i en individuel
forløbsplan. Med udgangspunkt i RKA beskrives løbende, hvilke særlige indsatser eleven
arbejder med, hvilke ting, der sættes i værk for at nå målene, samt punkter i øvrigt, som er
vigtige i forbindelse med elevens forløb på skolen.

Som led i afklaring og udslusning anvender skolen praktikker i offentlige og private
virksomheder og benytter muligheden for kombinationsforløb med erhvervsskolerne.

Skolen tilbyder eksamensforberedende undervisning i dansk, matematik og engelsk samt
danskundervisning for ordblinde og specialundervisning i matematik.

Desuden benyttes muligheden for undervisning under anden lovgivning til
kombinationsforløb med for eksempel VUC og AOF´s ordskole.

Skolen har et tæt samarbejde med kommunens EGU-vejledning, som er uddelegeret
til produktionsskolen. Dette giver eleverne mulighed for et kontinuerligt og
sammenhængende forløb frem mod påbegyndelse af en eventuel EGU.

For elever, som ved afslutningen af deres produktionsskoleforløb fortsat er uafklarede, har
skolen mulighed for at visitere til CABI – Randers. CABI søger gennem projektmidler at
skabe nye veje i indsatsen for unge og kan udgøre et alternativ til ledighed i forlængelse af
produktionsskoleopholdet.

Der afholdes almindeligvis en udslusningssamtale med eleverne.
Elever, som har gået mere end 3 måneder på skolen, kan få et produktionsskolebevis,

som fortæller om de kompetencer, eleven har udviklet under skoleopholdet.

Skolen prioriterer såvel ekstern som intern efteruddannelse af lærerne indenfor pædagogik
og vejledning.

Ud over værkstedslærerne har skolen ansat vejledere, der indgår som sparringspartnere
for elever og lærere med hensyn til problemstillinger af vejledningsmæssig karakter.

Skolen har desuden 2 mentorer hvis opgave det er at støtte elever på det personlige plan
både på skolen i fritiden. Mentoren deltager også i overgangen til anden skole.

Skolen har et velfungerende samarbejde med lokalområdets vejledere. Dette samarbejde
understøttes blandt andet gennem Garantiskolen, som er et tværkommunalt og
tværinstitutionelt samarbejde om tiltag der tilgodeser unge med særlige behov på vej til
uddannelse eller arbejde.


.

RANPRO INTRA

FOTO - DOWNLOADS

MØDETIDER

RANDERS og VIRRING:

MAN - TORS:  8:00 - 15:00

FRE:  8:00 - 12:00

I få tilfælde vil der være mødepligt til arrangementer med andre mødetider. Lærlinge har egne aftaler.

LOGIN



Login er forbeholdt lærere og elever fra Randers Produktionshøjskole.